Fagets formål er at træne de studerendes evne til syntese af den viden, de har indhentet i de øvrige kliniske og klinisk-teoretiske discipliner i studiets forløb. Dette centreres omkring akutte patientsituationer i/uden for hospitalet.




Undervisningens indhold kan ifølge sagens natur kun i beskedent omfang bygge på patientdemonstrationer i selve undervisningssituationen. Undervisningen tager udgangspunkt i akutte patientsituationer i hospital, skadestue, almen praksis, lægevagtskørsel m.v., således at den er problemorienteret og jobsimulerende med et tilstræbt højt aktivitetsniveau blandt de studerende.




Undervisningen tager derfor udgangspunkt i korte kasuistikker, lysbilleder og videooptagelser. Emnevalget vil blandt andet omfatte: Akutte brystsmerter, synkope, kramper, den akut febrile patient, akutte socialmedicinske problemer, akut endokrinologi, det akut syge barn samt andre emner.