Anæstesiologi; lægevidenskabeligt speciale med fire hovedfunktioner: anæstesi, intensiv terapi, genoplivning og præhospitalsbehandling (dvs. behandling af patienter med akut sygdom inden indlæggelse på sygehus) samt smertebehandling. Anæstesiologi er først og fremmest et sygehusspeciale, men der findes speciallæger med praksis uden for sygehusvæsenet. De tager sig især af patienter med smerteproblemer, og de giver anæstesi til operationer hos fx øre- og øjenlæger og plastikkirurger.




På sygehuse er speciallægen i anæstesiologi ansvarlig for forberedelse, udførelse af og efterfølgende kontrol i forbindelse med anæstesi. Herudover ledes de intensive afdelinger og smerteklinikkerne oftest af en speciallæge (overlæge) i anæstesiologi. Anæstesiologen er også, ofte i samarbejde med en hjertelæge, ansvarlig for det tværgående genoplivningsberedskab på sygehuset og for evt. planlagt præhospitalsbehandling.




Formålet med undervisningen er at bibringe den studerende indsigt i anæstesiologi som et tværgående fag, der bl.a. varetager anæstesi, intensiv terapi, akutte og kroniske smerter og
genoplivning og præhospitalsbehandling.




I undervisningen indgår bl.a. følgende emner: observation og behandling af patienter før, under og efter operation, observation, diagnostik og behandling af respirations- og kredsløbstruede patienter på intensiv afdeling, behandling af akutte og kroniske smerter, genoplivning og præhospitalsbehandling, inkl. katastrofemedicin. Yderligere gives der mulighed for at tilegne sig en række praktiske færdigheder (anlæggelse af drop, etablering af frie luftveje).