Biofysik, (af bio- og fysik), det videnskabelige studium af biologiske systemers fysiske egenskaber; integration af biologiske og fysisk-kemiske discipliner.




Man undersøger bl.a. de fysiske egenskaber hos cellens molekyler (molekylær biofysik); makromolekylers krystalstruktur; iontransport over biologiske membraner; disses elasticitet, diffusion og osmose; cellesaftens sejhed og gellignende karakter; vævs isolerende egenskaber; gnidningsmodstand i blodårer; varmeproduktion og stofskiftets termodynamik; omdannelse af kemisk energi til bevægelsesenergi i musklerne; biomagnetisme.




Også biomekanik, fx studiet af mekaniske belastninger af menneskets bevægelsesapparat, er en del af biofysikken. Ved nogle universiteter, fx i København, er der uddannelser i biofysik.




Moderne biologisk fysik eller biofysik er en blanding af fysik på nano-skala, komplekse systemers fysik og kvantitativ biologi. Forståelsen af liv og livsprocesser er et central grundvidenskabeligt mål og også en metode til at udvikle nye redskaber til sygdomsbekæmpelse.




Ved at følge kompetenceprofilen biofysik opnår kandidaten en forståelse for en fysisk beskrivelse af livets molekylære byggestene samt lærer at opstille testbare matematisk-fysiske modeller for, hvorledes enkeltdele spiller sammen og danner funktionelle feedback systemer.




Desuden vil kandidaten udvikle en solid faglig ballast i grænseområdet mellem fysik og molekylær biologien og opnå indsigt både i de nyeste biofysiske og molekylær biologiske eksperimentelle teknikker, dette inkluderer fx enkeltmolekyle-teknikker og super-opløsnings-mikroskopi.