radiologi, (af lat. radius ‘stråle’ og -logi), indtil midten af 1960’erne læren om al medicinsk anvendelse af ioniserende stråling, herunder røntgenundersøgelse, strålebehandling og nuklearmedicin, siden udelukkende om det lægevidenskabelige fagområde, der beskæftiger sig med medicinsk billeddiagnostik vha. røntgenundersøgelse, ultralydundersøgelse og MR-undersøgelse (diagnostisk radiologi) og med behandlingsmæssige indgreb under direkte vejledning af disse undersøgelsesmetoder (interventionel radiologi).




De første røntgenundersøgelser i Danmark udførtes på Københavns Kommunehospital i marts 1896, mindre end tre måneder efter W.C. Röntgens epokegørende opdagelse af røntgenstrålerne.




De første danske speciallægeanerkendelser i radiologi udstedtes i 1918, og den videnskabelige forening (Dansk Radiologisk Selskab) stiftedes i 1921, samme år som det fællesnordiske videnskabelige tidsskrift (Acta Radiologica) blev grundlagt. Et docentur i radiologi ved Københavns Universitet oprettedes i 1930, og det første ordinære professorat i 1936. Fra 1980’erne har der været lærestole i radiologi ved universiteterne i København, Odense og Århus.




Omkring år 2000 foretages de fleste former for røntgen- og ultralydundersøgelser samt simple ultralydvejledede behandlingsindgreb ved næsten alle landets sygehuse.




En vis opdeling har dog fundet sted, således at radiologiske undersøgelser og behandlinger ved sygdomme i hjerte og blodkar fortrinsvis udføres ved universitetssygehusene, ligesom MR-undersøgelser og mange procedurer inden for neuroradiologi er koncentreret til røntgenafdelingerne ved universitetssygehuse og større centralsygehuse.