I Danmark og Norge benyttedes hospital i gamle dage kun om lemmestiftelser, senere derimod kun om sygehuse med undtagelse af, at nogle gamle lemmestiftelser, som Vartov Hospital og Slagelse Hospital, beholdt det gamle navn. Mens der i oldtiden i Europa næppe fandtes noget, der kan kaldes hospital før kristendommens sejr, opstod hospitaler derefter under kirkens tilsyn, da al fattigpleje kom under denne.




Biskop Basilios oprettede 370 e. Kr, et stort hospital i Cæsarea med særskilt sygehusbygning, og omtrent på samme tid byggedes også et i Konstantinopel, hvor kejser Alexios 1090 endvidere oprettede det enorme Orfanotrofeion bestemt for 10.000 trængende og syge af enhver Art. I Rom fandtes allerede i 9. århundrede over 20 hospitaler, og Innocens III omdannede 1204 det fra 8. århundrede stammende San Spirito og indrettede det til 1300 Senge. Hotel Dieu i Paris stammer fra 7. århundrede, hospitaler i Angers og Chartres fra 1153. St Bartholemews Hospital i London er fra 1102.




Da spedalskheden ved korstogene fik stor udbredelse i Europa, oprettedes talrige Sankt Jørgensgårde, der var lemmestiftelser og isolationshuse for de spedalske, men næppe kunne kaldes sygehuse. 1225 var der henved 2.000 spedalskhedsasyler. i Frankrig, i Danmark og Norge oprettedes de første på Absalon’s tid. Dernæst bevirkede dels de hyppige pestepidemier, dels krigene, at der måtte i alt fald temporært oprettes egentlige sygehuse.




Det danske sundhedsvæsen tog sin begyndelse i 1700-tallet, da det blev almindeligt, at godserne opførte hospitaler med 2, 3 eller 4 værelser til indkvartering af såvel syge som gamle og sindslidende. Disse hospitaler kunne være solidt byggede stenhuse