Undervisningens formål er – sammen med de nævnte parallelfag – at åbne de studerendes øjne for den medicinske forskningproces og for de usikkerheder, der knytter sig til megen medicinsk viden.




Statistiske beregninger spiller en stor rolle i den videnskabelige proces – også når det drejer sig om at omsætte forskningsresultater til praktisk handling.




Statistiske metoder har til formål at sammenfatte større eller mindre datamængder i nogle få nøgletal og konklusioner.




Faget handler derfor om fair sammenfatning, – om at undgå fejl eller overfortolke sine data, – og om, hvordan man bedst indsamler sine data, så konklusionerne kan bære.




Her kræves opmærksomhed over for de mekanismer, der kan skævvride et datasæt, og fortrolighed med begreberne tilfældighed og sandsynlighed.




I kurset berøres de almindelige statistiske principper og tankesæt (sandsynlighed, signifikans, sikkerhedsområde), og de udmøntes i metoder til håndtering af enkle problemstillinger, herunder statistisk diagnose (Bayes formel), Student’s t-test, overlevelsesanalyse og eksakt og tilnærmet vurdering af optællingsdata, samt beregning af usikkerhed på epidemiologiske sygelighedsmål.